Jeg tror, at vi er mange (mænd?), hvis selvforståelse er blevet præget af disse heltefortællinger. Men i modsætning til os andre har tech-mogulerne formået at udleve denne higen efter at være helten gennem en utålmodigt og arrogant udviklingstrang, der nok bedst er opsummeret i Facebooks mantra "Move fast and break things"Men vi kan ikke løse problemerne med de samme historier, der har skabt dem. Vi har ikke brug for mere “move fast and break things.” Vi har brug for “move slow and mend things” – langsomme, omhyggelige lapninger…

Dette afsnit er en revideret og udvidet version af mit indlæg “Move slow and mend things” fra februar 2025. Tak til Paul Natorp, Ida Burchardi, Kåre Wangel og Jan Aksel Harder Klitgaard for gode og indsigtsfulde kommentarer, der har været med til at skærpe det, jeg gerne vil sige.

Joseph Campbell introducerer sine tanker om helterejsen i sin bog The Hero With a Thousand Faces.

Kurt Vonnegut fortæller om forskellige narrative strukturer og “manden i hullet” i denne fine forelæsning.

Denne artikel udfolder Mark Zuckerbergs forhold til computerspil og kejser Augustus.

Her er et eksempel på Elon Musks brug af computerspilsbegrebet “NPC’ere” til at gøre grin med sine modstandere.

Ursula Le Guin’s tekst om bærepose-teorien kan findes her på originalsproget. Den findes også i en smukt oversat dansk udgave fra Forlaget Virkelig.

Artikel fra Scientific American med ny forskning der viser, at teorien om, at mænd var jægere og kvinder var samlere, er forkert. Desværre er artiklen bag betalingsmur. Men den er er værd at læse, hvis man kan få fat i den!

Der findes mange eksempler på “udligningsmekanismer” blandt oprindelige jægere-samlere for at sikre social lighed og sammenhængskraft. Her er et eksempel fra Ju/’hoansi-folket i Kalahari-ørkenen. I en klassisk antropologisk artikel fra 1969 forklarer en af de lokale det sådan her:

“When a young man kills much meat, he comes to think of himself as a chief or a big man – and thinks of the rest of us as his servants or inferiors. We can’t accept this ... so we always speak of his meat as worthless. This way, we cool his heart and make him gentle.”

Vi slutter med sangen “Noget om Helte”, med tekst af Halfdan Rasmussen og musik af Robert Normann. Her smukt, smukt fortolket af Bjørn Fjæstad. Stor tak til Bjørn for at lade mig bruge hans udgave af sangen her. Her er teksten:

Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor. Der står krokus i min have, der står øller på mit bord. Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø, for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø. Her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj. Jeg har sået kruspersille, og et brev med pure løg. Lad alverden slå for panden og bekæmpe spe med spot, jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha det godt.Der er nok som går og sysler med at sprænge kloden væk. Jeg vil ikke ha skærmydsler og kanoner bag min hæk. Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak, vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak. Jeg vil ikke slås med bisser, jeg vil så og ikke slå. Selv de rødeste radiser kan man roligt lide på. Der er nok af danske helte som er danske hele dag’n, og går rundt og spænder bælte, mens de råber; Fy for Fan. Tiden går og tiden hverver store mænd til mandig dåd. Jeg reserven blandt reserver bryder ofte ud i gråd. Jeg får nerver og migræne blot jeg skær’ mig på en dolk, og vil hell’re slå min plæne, end slå løs på pæne folk. Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord. der er øller i min mave, der står krokus på mit bord. Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.

Tak for at lytte med! Hvis du sætter pris på denne podcast, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre.

Her fortæller jeg min historie – om hvorfor jeg blev så optaget af computerspil. Hvordan det prægede mig. Hvordan jeg stoppede igen. Og hvad vi sammen kan gøre for at bryde med skærmflugten.***

Den afsluttende sang hedder “Falder nu.” Den er skrevet og komponeret af Stephan C. Krabsen. Og indspillet af Stephan med sit band Bjergtaget. Du kan finde Bjergtaget på alle gode streaming-tjenester.

Her er teksten:

Falder nu

Du hører mig, du hører kun min stemme forføre dig Fald så lang du er Giv dig hen, bliv kun opslugt af dit sind Stol på mig Stol på mig For vi falder nu, ja nu falder vi sgu Jeg er her, driver dig til vanvid Mere og mere Slip og fald med mig For vi falder nu, ja nu falder vi sgu Giv dig hen igen igen igen Du vil mere end det***

Tak for at lytte med! Hvis du sætter pris på denne podcast, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️, skriver en kommentar eller det med andre.Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre.

Da vi flyttede på landet fik jeg for alvor mulighed for at lære landskaberne omkring mig at kende. I det fri er du kun dér, hvor dine sanser er. Ingen fører dit blik eller udpeger konklusionerne for dig. Du får kun så meget, som du har ro og nærvær til at give. Det er en helt anden måde at være i verden på.

Her deler jeg nogle af nybegynder-erfaringerne fra mine første måneder efter jeg blev omplantet fra by til land.

---

Dette afsnit er bygget på tre gamle blogindlæg fra Rodfæste.dk fra foråret 2020.

Cecilie Rubow’s bog hedder “Indendørsmenneskets natur” – og er en fremragende antropologisk udforskning af, hvordan de økologiske kriser kalder på nye måder at begribe naturen på.

Citatet fra Karen Syberg kommer fra hendes klumme “Økosystemer og kredsløb” i Dagbladet Information d. 6. februar 2014 (og ja, det var mig, der havde skrevet den mail til hende, som klummen tager afsæt i – men det er en anden historie…)

Den borgeralliance, jeg var med til at starte på Nørrebro/Nordvest, hed Medborgerne. Du kan læse mere om den historie i kapitel 4 i min bog “Følelsen af demokrati.”

Den afsluttende sang hedder “Jeg ved en lærkerede” med musik af Carl Nielsen og tekst af Harald Bergstedt. Den er indsunget af mig. Her er teksten:

Jeg ved en lærkerede,

jeg siger ikke mer;

den findes på en hede,

et sted som ingen ser.

I reden er der unger,

og ungerne har dun.

De pipper de har tunger,

og reden er så lun.

Og de to gamle lærker,

de flyver tæt omkring.

Jeg tænker nok de mærker,

jeg gør dem ingenting.

Jeg lurer bag en slåen.

Der står jeg ganske nær.

Jeg rækker mig på tåen

og holder på mit vejr.

For ræven han vil bide

og drengen samle bær.

men ingen skal få vide,

hvor lærkereden er.

---

Tak for at lytte med! Hvis du sætter pris på denne podcast, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️, skriver en kommentar eller deler podcasten med andre.

Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre.

Og jeg gik til det med den samme mål om at vække begejstring, mod, engagement og handlekraft, som jeg har gjort i de andre fællesskaber, jeg har været engageret i.

Men klimakrisen rummer noget større og dybere, som ikke er så let bare lige at løse. Og jeg opdagede efterhånden, jeg ikke bare kunne give det et lille positivt twist til sidst. Det var sorgen over at kigge tilbage og opdage alle tegnene på, at denne krise hele tiden har været der. At se alle varslerne, som jeg ikke før havde opdaget eller forstået. Og se, at den stadigvæk fortsætter, trods alt hvad vi gør.

Hvad kan man gøre med denne sorg? Man kan skrive en sang om den.

Det gjorde jeg.

For kan man møde og acceptere sorgen, kan det faktisk vise sig, at der er noget lys på den anden side…***

Dette afsnit er bygget på en morgensamling, som jeg holdt på Vallekilde Højskole fredag d. 4. oktober 2024, hvor sangen “En sorg uden krop” fik sin debut som fællessang.

Jeg får sagt, at jeg har skrevet tre bøger. Det er en tilsnigelse. For to af bøgerne har jeg skrevet sammen med min gode Borgerlyst-makker og mange-årige medkumpan Nadja Pass. Det er:

Borgerlyst – Handlekraft i hverdagen

Samtalesaloner – Små skub, der får folk til at falde i snak.

Den sidste bog er Følelsen af demokrati, der udkom i eget navn i 2023.

Rowen White er en Mohawk frøsamler og historiefortæller bosat i Californien. Citatet, jeg læser op, kommer fra Prentiss Hemphill’s interview med Rowen fra Hemphill’s podcast Finding Our Way.

Den afsluttende sang hedder “En sorg uden krop”, med tekst og musik af Andreas Lloyd og Anders Greis. Indspillet og indsunget af Sofie Marie Billekop.Her er sangteksten:

Himmelen er slukket nu, tavsheden gror

Sidder her alene midt i skyggernes flor

Jeg længes efter lyset, der kan varme min kind

Men jeg mærker bare mørket trænge sig ind

Den æder mig op

Den æder mig op

Ophobet, betændt

Omsider erkendt

Den æder mig op

En sorg uden krop

En sorg uden krop

Længe, lidt for længe har jeg holdt igen

skubbet det fra mig uden at vide hvorhen.

Rapporter og prognoser gør det nok så klart

Men min krop kan ikke føle grafernes fart

Den æder mig op...

Dette sår det findes kun her i mit hoved

Mærker ikke alt det, som jeg lige forstod

Vi æder Jorden under os, det æder mig med,

Endnu kan jeg intet føle, trods alt, vi ved

Den æder mig op...

Sørger over noget, der aldrig var mit

Løftet om et fremskridt, der er gået for vidt

Jeg ved, at jeg bør kæmpe, men hvad kan jeg gør’?

Jeg har mest lyst til at skrige. Højt, hvis jeg tør

Den æder mig op...

Hvad hvis vi er mange fler’, fler’ end vi tror

Sammen om en smerte, som er helt tom for ord

Vi mærker samme længsel og et spinkelt mod

Hvis bare vi turde gribe om nældens rod

Den æder mig op...

Rødhalsen, den kalder i nymånens skær

synger ufortrødent, den kan ikke la’ vær’.

Jeg synger stille med, vi finder sammen hjem

For en ny dag gryr først, når vi kalder den frem

Den æder mig op

Den æder mig op

Ophobet, betændt

Omsider erkendt

Nu kigger jeg op

Ser solen stå op

Ser solen stå op

***

Tak for at lytte med! Hvis du sætter pris på denne podcast, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre.

For ham er alle disse regler udtryk for, at mange landmænd har så lidt føling med jorden, at de ikke kan mærke lovens ånd, men kun forstår at rette sig efter lovens bogstav.

Men hvad er det for ånd, som han mener, at der mangler?

Det handler dette afsnit af Rodfæste om. Afsnittet bygger delvist på klummen “Hellere ånd end regler” som jeg skrev til Dagbladet Information i maj 2014.

Læs mere om Københavns Fødevarefællesskab på kbhff.dk

Den japanske ‘bordbøn’ hedder Itadakimasu. Du kan læse mere om udtrykkets historie og betydning på Wikipedia.

Den afsluttende sang er “Hændernes arbejde”, der er skrevet og komponeret af sangskriverne Magma Rea og Agnes Ea. De er begge medstiftere af foreningen EKKOSYSTEM, der arbejder for at udbrede økologisk bevidsthed, regenerativ praksis og politiske utopier gennem musik.

Læs mere om Ekkosystem på ekkosystem.dk

Læs mere om Magma Rea og find hendes musik på hendes Instagram.

Læs mere om Agnes Ea og find hendes musik på hendes Instagram.

Her er teksten til sangen:

Hænder

plukker

æbler her

Taler med dig

gennem æbletræer

Hændernes arbejde, når vi plukker

æbler, sorteret i kasserne

på 11 hektar, 38 sorter

går på hver side af rækkerne

Hånden er travl men mit sind kan flyve

du siger rækken blev plantet her

i 56, jeg er syvogtyve

Føler mig ung som et tyttebær

Blomsterne skyder i midtergangen

Dækket beskytter den bare jord

som træer om marken, når vinden trækker

skaber et læ og et fuglekor

Hundrede kasser hængt i plantagen

alt det der lever er flyttet ind

et læhegn, en stamme med dybe huller

bien der sætter sig på min kind

Mit mål er, at Rodfæste bliver en lille åndelig tankstation, hvor du kan komme ind, når du føler dig langsom, og få en fortælling, en tanke og en sang med på vejen.

I dette første afsnit fortæller jeg om baggrunden for Rodfæste – og den umiddelbare, personlige årsag til, at jeg starter denne podcast netop nu.

Hvert afsnit afsluttes med en sang. Denne gang er det sangen “For vist vil de komme.” Sangen er skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen og komponeret af Bent Fabricius-Bjerre. Sangen spilles og synges af pianist Rasmus Skov Borring og sangerinde Julie Maria. Sangen kan findes som nummer 167 i den seneste udgave af Højskolesangbogen og på Youtube: https://www.youtube.com/watch?v=NU-hp46TAqo

Stor tak til Rasmus Skov Borring for tilladelse til at gengive sangen her.